Eugenio Chacarra sikrede sig sin tredje sejr i en imponerende 2026-sæson, da han vandt DP World India Championship og samtidig overtog førstepladsen på Race to Dubai-ranglisten. Chacarra afsluttede en maratondag, hvor han spillede hele 25 huller på Delhi Golf Club, med en runde i 70 slag. Dermed sluttede han to slag foran nærmeste forfølger.
Chacarras ambitioner om at vinde Race to Dubai så ellers ud til at have fået et alvorligt knæk, da han for nylig brækkede en tå. Men skaden forhindrede ham ikke i at holde konkurrenterne bag sig i søndagens finalerunde, og med sejren passerede han Patrick Reed, der længe har ført ranglisten.
Efter sejrene i KLM Open og Open d’Italia i juni har Chacarra nu vundet tre gange på DP World Tour i 2026. I alt er det blevet til fire sejre, efter at han sidste år vandt Hero Indian Open på den nærliggende DLF Golf and Country Club. Chacarra var rangeret som en af verdens bedste amatører i college. Han valgte at begynde sin professionelle karriere på LIV Golf, men fandt hurtigt us af, at han ville spille DP World Tour og på sigt PGA Tour.
Chacarra gik ind til finalerunden med et forspring på fem slag efter en runde i 63 slag, som først blev afsluttet søndag morgen på grund af de vejrmæssige afbrydelser tidligere i turneringen. Efter sejren lagde Eugenio Chacarra ikke skjul på, at det havde været en både fysisk og mentalt krævende uge.
– Alt det hårde arbejde har båret frugt. Jeg har været tæt på de seneste par uger, og jeg ville virkelig gerne have endnu en sejr for at rykke frem på ranglisten. Jeg spillede rigtig godt, men sidste runde var hård. Det var udmattende at skulle op klokken fire om morgenen tre dage i træk. Kroppen var ikke rigtig med, og jeg havde det ikke godt.
Spanieren erkendte også, at det var en ny oplevelse at skulle forsvare et så stort forspring.
– Det er svært at gå ud med en stor føring. Man vil egentlig ikke presse for hårdt på, men samtidig føler man, at man er nødt til det, når de andre laver birdies. Det var en situation, jeg ikke havde prøvet før, så det var en ny erfaring. Men jeg er virkelig stolt af mit korte spil, og af hvordan jeg kæmpede mig igennem og bevarede tålmodigheden.
Med sejren indtager han nu førstepladsen på både Race to Dubai-ranglisten og den europæiske Ryder Cup-rangliste frem mod opgøret i 2027.
– Jeg ved, hvad jeg er i stand til. Jeg var en af verdens bedste amatører, og jeg har hele tiden haft et mål om også at blive en af verdens bedste professionelle.
Med sejren rykker Chacarra også til tops på den europæiske Ryder Cup-rangliste, og han har en klar ambition om at spille sig direkte på Luke Donalds hold i 2027.
– Jeg sagde til Luke for noget tid siden, at jeg gerne vil på holdet, men ikke som et wildcard. Jeg vil være en af de seks, der kvalificerer sig direkte. Det er et af de mål, vi arbejder hen imod. Jeg knokler virkelig for det. Der er stadig et år til, men jeg ved, hvad jeg kan. Jeg ved, at jeg er en god spiller, og at jeg har masser af karisma. Jeg vil bare fortsætte med at udvikle mig og vinde flere turneringer, sagde spanieren.
Chacarra har samtidig mulighed for at skrive sig ind i spansk golfhistorie ved at blive blot den tredje spanier til at vinde Race to Dubai efter Seve Ballesteros og Jon Rahm.
– Det ville betyde alt for mig. De to er mine helte som spansk golfspiller. Seve gjorde så meget for europæisk og spansk golf, og Jon har jeg set op til, lige siden han spillede collegegolf og senere blev professionel. Det, han har opnået, er helt utroligt. Forhåbentlig kan jeg også få mit navn på det trofæ. Det er et af mine store mål.


