Få 12 udgaver
for kun 799,-

Usædvanligt: Kvinderne tjener mest

I den kommende weekend afvikles to store golfturneringer: The Amundi Evian Championship i Frankrig for kvinder og Scottish Open i Skotland for herrer. Kvindernes præmiesum er højere end herrernes, hvilket er usædvanligt. Danske deltagere inkluderer Nanna Koerstz-Madsen i Frankrig og flere PGA-spillere i Skotland.
Nanna Koerstz Madsen er den eneste dansker, som kæmper om de helt store penge i Frankrig. Foto: Mark Runnacles/LET

I den kommende weekend står den på golf fra allerøverste hylde for både kvinder og herrer. Kvinderne afvikler en af deres fem majors, The Amundi Evian Championship i Frankrig, mens herrerne holder sig lidt længere østpå til Scottish Open.

Selv om Scottish Open er en del af Rolex Series med store pengepræmier, er det helt, helt usædvanligt, at der er flere præmiepenge på spil for damerne end for herrerne. Præmiesummen ved Evian Championship er 9,1 millioner dollar (små 60 millioner danske kroner), mens de normalt langt bedre lønnede herrer må ”nøjes” med at kæmpe om ni millioner dollar (i underkanten af 59 millioner kroner). Selv om forskellen er minimal, betyder de mange penge meget mere for kvinderne. Præmiesummer på 300.000 euro (2,2 millioner kroner) er meget normalt på LET.

De to turneringer tæller på både henholdsvis PGA Tour/DP World Tour og LPGA Tour/Ladies European Tour, så nogle af de helt store navne stiller op i Frankrig og Skotland.

Stjernetræffet betyder, at der er beskeden dansk deltagelse på Evian Resort Golf Club-banen tæt på Geneve-søen i Frankrig.

Danske deltagere: LPGA-spilleren Nanna Koerstz-Madsen.

Til gengæld stiller Danmark nærmest med fuldt hus på The Renaissance Club i North Berwick cirka 25 kilometer øst-nordøst for Edinburgh. Alle fire PGA-spillere og en tidligere spiller fra den amerikanske tour stiller til start.

Danske deltagere: Nicolai Højgaard, Rasmus Neergaard Petersen, Rasmus Højgaard, Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard.

I skyggen af de prestigefyldte turneringer spilles også på Let Access og HotelPlanner Tour.

Danske deltagere LETA: Christina Jacobsen, Cecilie Leth-Nissen.

HP Tour: Jeppe Kristian Andersen, Frederik Kjettrup, Kristian Bressum, Jonathan Gøth-Rasmussen, Hamish Browb, Victor Sidal Svendsen, Anders Emil Ejlersen, Martin Simonsen og Jacob Agerschou.

Fik du læst...