Få 12 udgaver
for kun 799,-

2x Højgaard slutter stærkt af i Japan

Efter tre dages dårligt vejr fik spillerne gode forhold ved Baycurrant Classic på PGA Tour. Nicolai Højgaard lavede ni birdies og sluttede med en runde i 64 slag, hvilket gav ham en delt 14. plads med sin bror Rasmus. Xander Schauffele vandt turneringen, mens Matt McCarty næsten opnåede en historisk runde. PGA Tour holder pause.
1 runde af DP Wolrd Tour på Furesø Golfklub i Nordsjælland. Nicolai Højgaard har lavet eagle på huls 14 med et holeout fra ca 100 meter

Efter tre dage med kraftig blæst og regn fik spillerne ideelle betingelser ved Baycurrant Classic på PGA Tour. Der blev leveret et hav af birdies, og man skulle et par slag under par for at holde sin placering. Heldigvis kom både Rasmus og Nicolai Højgaard med på birdietoget, og især Nicolai var brandvarm med putteren. Hele ni birdies noterede han, så trods bogeys på de svære huller 10. og 12., så sluttede han med en runde i 64 slag, og avancement til en delt 14. plads.

Den placering delte han med sin bror, der igen i dag formåede at holde fejlene fra scorekortet. Rasmus Højgaard lavede en enkelt bogey til allersidst på hul 18, men inden da havde seks birdies sendt ham frem på leaderboardet. I sidste uge sikrede Rasmus sig matematisk PGA Tour-kortet for 2026, og i dag lukkede Nicolai den sidste tvivl, der var om han ville ende i top-100. Nok er Nicolai Højgaard stadig nummer 80, men antallet af point ned til nummer 100 er nu så stort, at han ikke skal bekymre sig om det. Rasmus Højgaard er nummer 74.

Om de to brødre spiller mere på PGA Tour i år er uvist.

Xander Schauffele har ikke vundet siden han vandt The Open i 2024, men i hans start nummer 200 på PGA Tour lykkedes det ham endelig at vinde igen. Han førte sammen med Max Greyserman inden sidste runde, og de to fulgtes nærmest ad hele vejen. Michael Thorbjornsen var også med i kampen om sejren, men til sidst vandt Schauffele med et slag efter en afsluttende runde i 64 slag. Dermed rykker han op på tredjepladsen på verdensranglisten.

Matt McCarty var uhyre tæt på at notere en runde i 59 slag, ja sågar 58 slag var muligt. Han spillede de svære bag-9 fire slag under par inden han sluttede på de noget nemmere første ni huller på banen. Her lavede han birdies på hullerne et til otte, og skulle bare bruge en par på hul 9 for at gå en 59’er. Desværre slog han sit drive væk, og med sin anden bold lavede han en bogey, så endte med en runde i 60 slag.

PGA Tour holder pause i næste uge inden der spilles i Utah om halvanden uge.

Fik du læst...