Premiereudgaven af Q Tour Himmerland Championship endte med en spændende og en dramatisk afslutning, og næsten en dansk sejr. Sofie Kibsgaard, der til daglig spiller på LET, var med i Danmark på LET Access Series, og hun var tæt på vinde på touren for første gang siden hendes tre sejre i gennembrudssæsonen 2023.
Sofie Kibsgaard gik ind til lørdagens finalerunde side om side med den formstærke mexicaner, Fernanda Lira, og de to holdt hinanden i kort snor på Himmerlands New Course. Begge spillere var to under par efter de første ni huller, før danskeren med birdies på hul 11 og hul 13 lagde sig i front med et enkelt slag. Den forskel udlignede Lira med en birdie på hul 17, og da hul 18 blev spillet i par af begge, så skulle turneringen afgøres i omspil.
Her var det igen hul 18, der skulle spilles, og her var Lira bedst. Kibsgaard var i problemer fra tee, og derfor havde den 30-årige mexicaner et putt på godt halvanden meter for sin anden sejr i træk på LET Access Series. Hun rystede ikke på hånden, og ligesom for to uger siden i Spanien endte hun med trofæet. Hun blev nummer fem i Sverige i begyndelsen af juli, så selv om hun blot har spillet seks turneringer på LET Access i år, er hun oppe på fjerdepladsen på ranglisten.

Ranglisten føres fortsat af Amalie Leth-Nissen, der lidt skuffende ikke klarede cuttet i Himmerland. Amatøren Marie Madsen fra Viborg endte på sjettepladsen, mens Fie Olsen blev nummer 33.

