Få 12 udgaver
for kun 799,-

Thomas Bjørn vinder på Champions Tour

Thomas Bjørn blev den første dansker til at vinde en individuel turnering på Champions Tour ved Stifel Charity Classic i St. Louis. Efter omspil mod Cameron Percy sikrede Bjørn sejren med et imponerende birdie putt. Med denne sejr rykker han op på sjettepladsen på ranglisten. Søren Kjeldsen sluttede på en delt sjetteplads.
02/05/2025 PGA TOUR Champions, Insperity Invitational, The Woodlands CC, The Woodland, Texas, USA. 02-04 May Thomas Bjorn of Denmark tees off during the first round.

For første gang nogensinde har en dansker vundet en individuel turnering på Champions Tour, og igen er det Thomas Bjørn, der er foregangsmand. Bjørn vandt Stifel Charity Classic i St. Louis efter omspil med Cameron Percy.

Danskeren begyndte sidstedagen et slag efter Stewart Cink og Alex Cejka, men kom i føringen efter en birdie på hul 8. Det var Bjørn fjerde birdie allerede, men desværre havde han også måtte indkassere to bogeys. På hul 10 kom der endnu en birdie, og så var han alene i front.

To bolde foran Bjørn lukkede australske Cameron Percy forrygende af. De sidste seks huller spiller som banens sværeste huller, men det så ikke sådan ud for Percy. Han lavede fire birdies på vej ind, og lagde pres på Bjørn med en runde i 64 slag. Bjørn svarede igen med birdie på hul 15, og da han formåede at slutte med pars skulle de to i omspil om sejren. Cejka lignede også en deltager i omspillet indtil han sluttede med en bogey.

Bjørn ramte masser af fairways hele ugen og puttet godt i alle tre runder, men i omspillet var hans putt noget for sig. Han stod med et birdie putt på godt ti meter, som rullede perfekt og endte i hul. Det kunne Percy ikke svar igen på, og så vandt Bjørn for anden gang i år og for første gang individuelt på touren.

Med sejren rykker han op på sjettepladsen på ranglisten med fire turneringer tilbage inden slutspillet.

Søren Kjeldsen leverede også en god søndagsrunde. Med 66 slag på scorekortet avancerede han til en delt sjetteplads og er nu nummer 18 på ranglisten, og sikker på holde sit kort til 2026.

Fik du læst...