Fra 2026 ændrer LIV Golf på en af de væsentligste ting ved tourens DNA. Nu skal turneringerne ikke længere kun spilles over 54 huller fra fredag ti søndag, men over 72 huller og fire dage som man kender det fra de fleste andre professionelle tours.
– Når vi nu går ind i vores fjerde sæson, markerer overgangen til 72 huller et vigtigt nyt kapitel for LIV Golf, siger direktøren for LIV Golf Scott O’Neil.
O’Neil mener, at 72 hullers turneringer styrker touren og udfordrer dens spillere og i sidste enden giver tilskuerne en nedre oplevelse. Han siger, at alle de største sportsligaer hele tiden udvikler og fornyr sig, så det er et naturligt skridt for LIV Golf.
Vinderen af den samlede LIV Golf sæson i 2025, Jon Rahm (foto) kalder det en sejr for både touren og spillerne.
– LIV Golf er spillernes tour. Vi er konkurrenter helt ind til benet, og vi ønsker enhver mulighed for at konkurrere på højeste niveau hver gang. At gå til 72 huller er et logisk næste skridt, der styrker konkurrencen, tester os mere grundigt, og – hvis de voksende tilskuertal fra sidste sæson siger noget – giver fansene endnu mere af det, de ønsker, siger Jon Rahm.
Med 72 hullers turneringer bliver der måske åbnet op for at turneringer på LIV kan tælle til verdensranglisten. At de hidtil kun har været afviklet over tre runder, har været et af kritikpunkterne fra Official Golf World Ranking, der administrerer verdensranglisten på tværs af alle professionelle tours.
– Alle vil se verdens bedste spillere konkurrere mod hinanden, især i majors, og for golfens skyld har vi brug for en fælles vej frem, sagde Bryson DeChambeau, kaptajn for Crushers GC om udvidelsen til 72 huller.
– Ved at gå til 72 huller tager LIV Golf et proaktivt skridt mod at tilpasse sig det klassiske, globalt anerkendte format, tilføjede han.


