Få 12 udgaver
for kun 799,-

Fødselar holder sig ung og moderne

Palmares Ocean Living & Golf, beliggende ved Lagos i Algarve, tilbyder en unik golfoplevelse med 27 huller fordelt på tre forskellige 9-hullers sløjfer: Alvor, Lagos og Praia. Banen kombinerer links og parkland-stilarter og blev renoveret af Robert Trent Jones Jr. i 2010. Klubhuset, kåret til Europas bedste i 2024, tilbyder moderne faciliteter og en imponerende.

Navnet er måske ikke det mest mundrette, men trods det lidt kluntede navn er Palmares Ocean Living & Golf alt andet end kluntet. Palmares ligger ved Lagos i det vestlige Algarve og er en af de mest spektakulære golfoplevelser i Portugal. Banen har 27 huller fordelt på tre meget forskellige 9-hullers sløjfer, og kombinationen af links og parkland gør, at den føles som tre baner i én.

Palmares blev oprindeligt anlagt i begyndelsen af 1970’erne og åbnede officielt i 1975. Klubben kunne derfor fejre sit 50-års jubilæum i år. Der er dog ikke meget tilbage af den oprindelige bane efter, at Robert Trent Jones Jr. stod bag en gennemgribende renovering i 2010. Resultatet er en moderne signaturbane, hvor udsigten næsten er lige så vigtig som layoutet. Fra næsten alle huller kan man se den brede Meia Praia-strand og bugten ved Lagos.

Det første, man lægger mærke til, er naturligvis klubhuset. Det er placeret højt i terrænet med udsigt over de tre sløjfer, stranden, havet og de to byer Alvor og Lagos, som ligger på hver sin side af banen og har lagt navn til hver sin 9-hullers sløjfe. Arkitekturen er moderne og minimalistisk med rene linjer, store glaspartier og lyse materialer, der giver en følelse af luft og lys. Det føles mere som et luksuriøst beach house end et traditionelt, mørkt golfklubhus. I 2024 blev det kåret til Europas bedste klubhus ved World Golf Awards.

Det er især terrassen, der springer i øjnene – herfra har man en imponerende udsigt, især ned mod de lavere beliggende huller på Praia-sløjfen. Klubhuset rummer både en afslappet café og en 1-stjernet Michelin-restaurant.

Fra klubhuset er der kun få skridt til puttinggreenen, mens selve driving rangen kræver et par minutters gang eller en kort tur i buggy. Uanset hvilke to 9-hullers sløjfer man spiller, bliver banen en par-72, og sammenhængen understreges yderligere ved, at hullerne er nummereret fra 1 til 27. Det kan virke lidt forvirrende, når man spiller hul nummer 20, men når man først er på banen, tænker man ikke over det.

Tre forskellige sløjfer
Alvor-sløjfen er den mest klassiske “Algarve parkland”-bane af de tre. Den starter højt i terrænet, så man får panoramaudsigt fra første tee. Fairways bevæger sig gennem rækker af figen-, pinje- og oliventræer, og hullerne har let hævede teesteder, klart definerede landingsområder og velbeskyttede greens. Det er her, course management betyder mest. Flere huller på Alvor-sporet kræver, at du placerer bolden rigtigt i stedet for bare at slå langt.

Lagos-sløjfen er visuelt beslægtet med Alvor, men spiller ned mod lavere terræn og åbner sig mere i dalene. Her finder man en blanding af let hældende fairways og strategisk placerede vandhazarder. Flere greens ligger skråt på i forhold til spilleretningen, så vinklen fra fairway betyder meget. Kommer man fra den rigtige side af fairway, ser green stor og indbydende ud, mens man fra den forkerte side risikerer kun at se forkanten og bunkers. Det er et gennemtænkt design, der belønner gode teeslag uden at straffe den korttslående spiller urimeligt. Lagos-sløjfen har også en følelse af old-school resortgolf med god plads fra tee, men den er stadig udfordrende og spilbar for alle, uanset handicap.

Praia-sløjfen er banens signatur – og det er ikke svært at forstå hvorfor. Her spiller man nede i klitterne bag stranden, og turen gennem tunnelen under jernbanen åbner op til et helt andet landskab. Lav bevoksning, sandede waste areas, store bølgende greenområder og masser af vind i ansigtet. Hvor Alvor og Lagos føles kontinentale, føles Praia-sløjfen næsten britisk i stilen. Fairways er bredere, bolden kan tage store rul, og man kan sagtens ende med et skævt leje selv midt i fairway, fordi overfladen er ujævn og kuperet. Praia-sløjfen er den del af banen, der huskes bedst – men også den del, hvor en hård brise kan gøre et tilsyneladende simpelt par 4 til et lille mareridt.

Det smukke ved Palmares er, at kombinationen af sløjfer ændrer karakteren af din runde. Spiller man Alvor og Lagos, føles det som en elegant, teknisk parkland-runde med glimt af vand og store udsigter. Spiller man Lagos og Praia, begynder runden parkland-agtigt og slutter i rå kystlinks, mens Alvor og Praia giver en runde, der starter i bakkerne og ender på stranden. Det betyder, at man sagtens kan spille flere dage i træk og opleve det som vidt forskellige baner.

Golfmagasinet var inviteret til Palmares af Palmares/Detail

Fik du læst...