Smilla Sønderby førte LET’s sæsonfinale efter de første 18 huller torsdag, men faldt et par placeringer tilbage de næste dage. Søndag var danskeren, ligesom fredag, rundt i par og røg ud af top-10, og endte på 11. pladsen. Sønderby var på tredjepladsen med to huller igen, men bogeys på både hul 17 og hul 18 sendte danskere hele otte placeringer bagud. Det vidner om et tætpakket leaderboard, hvor små marginaler afgjorde årets sidste turnering på LET.
Thailand Cheenglab førte med tre slag inden sidste runde, men sluttede skidt af i Spanien. 77 slag stod der på hendes scorekort søndag, og derfor åbnede hun døren for en lang række forfølgere. Det blev franske Nastasia Nadaud, som endte med trofæet efter en imponerende afslutning i 66 slag. Den 21-årige franskmand vandt dermed sin første sejr på LET, og havde til sidst et forspring på hele fire slag til Kirsten Rudgeley fra Australien og fem slag foran fire spillere på den delte tredjeplads.

Med sejren slutter Nastasia Nadaud på tredjepladsen på LET’s Order of Merit, som blev vundet af Singapores Shannon Tan (foto). Tan vandt to gange i løbet af året, og sluttede otte gange i top-10. Smilla Sønderby endte som nummer 41, mens Sofie Kibsgaard endte 2025-sæsonen på en samlet 77. plads efter en 56. plads i finalen.
Nanna Koerstz Madsen var ikke med i Spanien, men slutter, trods blot fire starter på LET, som nummer 70 på ranglisten.


