I næste weekend spilles Icons of Football hvor 24 af de største fodboldstjerner mødes på golfbanen, og Thomas Bjørn er valgt som kaptajn for ‘verdensholdet’. Den tidligere Ryder Cup-kaptajn skal lede spillere som Gareth Bale, Gabriel Batistuta, Luis Figo, Ruud Gullit og John Arne Riise mod et hold af tidligere engelske fodboldspillere anført af Danny Willet.
Turneringen der afvikles som matchplay over to dage med fire sessioner á ti hullers golf spilles i Bangkok i Thailand den 31. januar og 1. februar. Der spilles bestball, to gange greensome inden det hele slutter med 12 singler.
– Jeg har altid været fascineret af krydsfeltet mellem forskellige elitesportsgrene, og Icons Series indfanger den konkurrenceånd perfekt. At stå i spidsen for Team World er en stor ære – især med et hold af fodboldspillere, som er lige så passionerede omkring golf, som de var omkring at vinde på banen. Vi har samlet en gruppe vindere, og min opgave er at sikre, at vi kanaliserer det professionelle instinkt, så trofæet kommer med hjem. Jeg kan ikke vente med at komme til Bangkok, siger Thomas Bjørn.
Det engelske hold har profiler som Robbie Fowler, Teddy Sheringham, Andy Cole og John Terry på holdet, så stjernestatus på fodboldbanen er helt i top, spørgsmålet er så hvor gode de er på golfbanen.
Icons of Football er en del af en serie hvor tidligere sportstjerner spiller golf mod hinanden, og der afvikles også Icons of Cricket, Rugby ligesom en række tidligere tennisspillere og andre atleter har været med i Icons-serien.


