Birdie, birdie, birdie, birdie. Rory McIlroy leverede en fantastisk afslutning på anden runde, med birdies på de sidste fire huller, og hele seks birdies på de sidste syv huller. Vinderen fra 2025 har sat sig tungt på Masters og fører halvvejs med hele seks slag, den største føring nogensinde på Augusta National efter 36 huller. Sam Burns og Patrick Reed deler andenpladsen, men kigger altså langt efter førstepladsen.
Nordireren blev på sit pressemøde spurgt til om det er erfaringen med banen, der gjorde, at han kunne levere den afslutning, men han mente nu, at han i årevis har vidst, at det er muligt at skyde en rigtig lav score på bag-ni.
– Helt tilbage fra mit første år her i 2009, hvor jeg gik bag-ni på 30 slag om søndagen. Så jeg har altid haft evnen til at komme ind i de der stimer. Men det handlede om at nå dertil, hvor jeg gav mig selv lov til at spille banen, sådan som jeg ved, jeg kan. Det handlede om at komme forbi mig selv. At blive ved med at være aggressiv. Mit lille mantra til mig selv i dag var: bliv ved med at svinge, bliv ved med at svinge hårdt – selv hvis du ikke rammer fairways, så bare bliv ved, sagde han.
– Tidligere har min tilgang på den her bane nogle gange været anderledes – mere forsigtig, mere tilbageholdende. Men den erfaring, jeg har opbygget gennem årene, og selvfølgelig det, jeg har været igennem det sidste år, gør det lidt nemmere at blive ved med at svinge frit derude.
Nu fører han som sagt med hele seks slag, men han ved selv af bitter erfaring, at store føring hurtigt kan forsvinde på Augusta Nationals tricky bane, så der venter stadig en stop opgave lørdag og søndag.
– Jeg vil egentlig bare ud og spille to gode runder igen. Banen her har jo nogle karakteristika, hvor spillere kan komme på en stime – man kan lave eagles, og man hører jubel rundt omkring på hele banen. For mig handler de næste to dage virkelig om at fokusere på mig selv. Det er svært helt at undgå de store leaderboard-tavler derude, men jeg ved jo godt, at jeg fører. Så jeg behøver ikke hele tiden at kigge på dem. Så for mig handler det om at holde fokus på mig selv og blive i min egen lille boble derude. Det er nok det bedste.
Højgaard klarede cuttet med birdie på 18
Rasmus Højgaard var dårligst af de tre danskere efter første runde, og talte torsdag om at der skulle et mindre mirakel til for a klare cuttet, men som scores udviklede sig skulle han ‘kun’ to under par for at komme videre. Og det var præcis hvad han leverede fredag.
Han fik ikke udnyttet hul 13 og hul 15, og vidste godt, sagde han efterfølgende, at nu var der ikke råd til flere fejl. Der kom så en fejl og en bogey på hul 16, men agressivt spil på hul 18 sikrede den nødvendige birdie, og dermed adgang til weekenden.

Han bliver dog eneste dansker på banen lørdag og søndag. Både Nicolai Højgaard og Rasmus Neergaard-Petersen er færdige ved årets Masters. Begge efter fredagsrunder i 74 slag, og dermed slutter de to og tre slag fra cutgrænsen.

