Få 12 udgaver
for kun 799,-

Reitan slog Højgaard på Quail Hollow

Nicolai Højgaard sluttede på andenpladsen i Truist Championship på PGA Tour, hvilket markerer hans femte andenplads. Han delte andenpladsen med Rickie Fowler efter en runde i 68 slag. Kristoffer Reitan vandt turneringen, hvilket gør ham til Norges anden PGA Tour-vinder. Højgaard avancerer til nummer 29 i verden og sikrer adgang til flere store turneringer.
Kristoffer Reitan kronede tre forrygende uger med sin første sejr på PGA Tour. Foto: Golfsupport

Nicolai Højgaard sluttede søndag aften for femte gang på andenpladsen på PGA Tour. Endnu et dansk topresultat, og beviset på, at den første danske sejr er lige om hjørnet.

Højgaard spillede søndag endnu en god og solid runde, og var midtvejs på runde på førstepladsen i Truist Championship på Quail Hollow. Danskeren åbnede med en birdie og en bogey inden han udnyttede to af de letteste huller på banen, hul 7 og hul 8. Mens det var lidt mere stille i førerbolden bag Højgaard, så delte han nu føringen inden de sidste ni huller.

Begge par 5-huller på bag-9 blev udnyttet, så på 16. tee – ved indgangen til The Green Mile, som de sidste tre vanskellige huller kaldes, var han stadig i delt føring. Desværre slog han over green på hul 16, og endte med en forfærdeligt leje bag green. Det kostede en bogey. Hul 17 gav en par, og så stod han med et putt på godt fire meter for birdie på hul 18, der kunne have givet ham føringen i klubhuset alene, og sat pres på Kristoffer Reitan i førerbolden bagved.

Det blev en par. En runde i 68 slag, og en delt andenplads med Rickie Fowler. Lørdag slog Højgaard sin spillepartner McIlroy med otte slag, søndag satte han verdens nummer tre, Cameron Young, på plads med seks slag.

Nede på 18. tee stod Reitan med et forspring på to slag. En rodet start betød at han var i par efter 13 huller, men birdies på både hul 14 og hul 15 havde givet ham det forspring. Nordmanden slog et drive som om han slet ikke var påvirket af situationen, præcis som han havde gjort på hul 17, og slog sit andetslag ind midt i 18. green. Først på vej op mod green blev han klar over, at forspringet fortsat var to slag.

Kristoffer Reitan to-puttede og vandt med to slag. For tre uger siden delte han andenpladsen ved Zurich Classic som makker med Kristoffer Ventura, og det var så tæt på at han slet ikke kom ind i Truist Championship. Nu er han Norges anden PGA Tour-vinder i sin bare 15. start på PGA Tour.

Med sejren rykker han op som nummer 13 på FedEx Cup, er sikker på slutspil, og garanteret kort til PGA Tour i 2,5 år. På verdensranglisten overhaler han Viktor Hovland, og er som nummer 25 den bedst placerede nordmand.

Nicolai Højgaard avancerer til nummer 29 i verden. Så højt har han aldrig været før- Han er nummer 15 på FredEx Cup, så han kan også godt forberede sig på at spille de to første turneringer i slutspillet i august, ligesom adgangen til US Open i juni, og de to resterende Signature Events også blev sikret.

Fik du læst...