Spillere fra så usædvanlige lande som Mexico, Emiraterne og Marokko er blandt de tilmeldte til Danish International Amateur Championship (DIAC). Turneringen, der er kendt som ”amatørernes rugekasse”, afvikles i år for 26. gang 30. juni til 3. juli, og som sædvanlig sker det på Silkeborg Golfklubs fremragende bane.
I alt deltager 132 spillere fra 16 forskellige nationer, men interessen har været så stor, at arrangørerne har måttet sige nej til yderligere et halvt hundrede amatørgolfere. Det siger også noget om DIAC’s deltagere, at flere topprofessionelle har trådt deres amatørsko i det jyske højland. Det gælder for eksempel LPGA-spillerne Nanna Koerstz Madsen, Nicole Broch Larsen, Lucas Bjerregaard og Rasmus Højgaard, som alle har vundet turneringen.
Lidt usædvanligt stiller begge de forsvarende mestre, Smørum-spillerne Olivia Grønborg og Daniel Toft, (billedet) til start og tilhører gruppen af favoritter. Andre vil helt sikkert blande sig, blandt andre Oscar Bredkjær, Dragør Golfklub, som har feltets laveste handicap med +7,0. På spindesiden har Olivia Grønborg sammen med Anna Hjerrild Behnsen fra Great Northern det laveste handicap på +5,6. Der er 7.000 kroner til vinderne af hver af de to rækker.

