Efter flere ugers spekulation har LIV Golf nu officielt aflyst den planlagte sæsonfinale i Michigan. Dermed bliver denne uges turnering i Indianapolis afslutningen på LIV Golf-sæsonen 2026.
Det har i flere måneder været ventet, at LIV Golf Michigan ikke ville blive gennemført. Forberedelserne på værtsbanen var aldrig kommet i gang, og blandt andre Martin Kaymer havde offentligt givet udtryk for, at han ikke forventede, at turneringen ville blive spillet.
I sidste uge fik spillerne besked om, at turneringen var taget af kalenderen, og flere LIV-spillere tilmeldte sig efterfølgende British Masters på DP World Tour, der spilles i samme uge. LIV Golf havde dog indtil mandag ikke officielt meldt aflysningen ud, og det var tilsyneladende fortsat muligt at købe billetter til turneringen.
Mandag kom bekræftelsen så, at denne uges LIV Golf Indianapolis bliver årets sidste turnering, mens de planlagte koncerter i forbindelse med turneringen også er aflyst med henvisning til “uundgåelige ændringer i underholdningsprogrammet”. Tilskuere, der har købt billetter til turneringen i Michigan, vil få pengene tilbage.
Samtidig bliver holdkonkurrencen ændret, så alle fire spilleres scores på hvert hold tæller hver dag. Efter fire runder bliver et af de 13 hold kåret som LIV Golf Team Champion for 2026.
O’Neil: Begyndelsen på noget nyt
Aflysningen kommer på et tidspunkt, hvor der er betydelig usikkerhed om LIV Golfs fremtid og finansiering. Administrerende direktør Scott O’Neil benyttede meddelelsen til at pege frem mod en ny udgave af ligaen.
– Ved at afslutte sæsonen nu kan vi lægge alle vores ressourcer i det, der kommer næste gang, og samtidig bevare den operationelle disciplin, som denne overgang kræver, sagde O’Neil.
Han beskriver planerne som en grundlæggende forandring af LIV Golf med en liga, der i højere grad skal være ejet af spillerne og baseret på en bæredygtig forretningsmodel.
– Vi gentænker LIV Golf som en fundamentalt ny liga, ejet af spillerne og forankret i en bæredygtig forretningsmodel med en videreudviklet fanoplevelse på de markeder, hvor golf vokser hurtigst, sagde O’Neil.
Ifølge LIV-chefen er professionel golf samtidig mere samlet, end den har været på noget tidspunkt siden LIV Golfs lancering.
– Indianapolis bliver en passende finale for ligaen, som fansene har kendt den, og samtidig udgangspunktet for det, vi mener, den kan blive til.
Usikkerhed om de største profiler
Ifølge Golf Digest har agenter for flere LIV-spillere undersøgt mulighederne for en tilbagevenden til PGA Tour og DP World Tour. En eventuel konkurs vil samtidig kunne frigøre spillere fra deres nuværende kontrakter.
Et af de største spørgsmål gælder Jon Rahm. The Telegraph rapporterede i sidste uge, at LIV-ledelsen angiveligt har indstillet sig på, at spanieren ikke fortsætter i den kommende udgave af ligaen, og hans agent forhandler med PGA Tour om en mulig vej tilbage som vi så med Brooks Koepka.
Bryson DeChambeau står også uden en længerevarende aftale. Hans situation er dog anderledes, da PGA Tour har signaleret, at han ikke vil få samme mulighed for at vende tilbage som Brooks Koepka. Det kan gøre en fortsættelse i LIV Golf til den mest oplagte mulighed for DeChambeau, hvis ligaen fortsætter.
Inden de spørgsmål skal afklares, venter sæsonens sidste turnering i Indianapolis. Det bliver ikke blot afslutningen på 2026-sæsonen, men efter O’Neils egne ord også afslutningen på LIV Golf i den form, ligaen hidtil har haft.

