Få 12 udgaver
for kun 799,-

Dobbelt dansk med helt fremme i USA

Thorbjørn Olesen ligger på en delt tredjeplads i Valero Texas Open efter 36 huller uden bogeys og ni birdies. Han er et slag efter Ludvig Åberg og fem efter Bob MacIntyre. I Las Vegas har Nanna Koerstz Madsen revancheret sig med en stærk runde på Shadow Creek, hvilket placerer hende på en delt fjerdeplads.
Thorbjørn Olesen begynder weekenden på tredjepladsen i Texas. Foto: Golfsupport

Både på PGA Tour og LPGA vejrer Dannebrog på første side af leaderboardet og i både San Antonio og Las Vegas er der en dansker i næstsidste bold lørdag.

I San Antonio spiller herrerne Valero Texas Open, og efter de første 36 huller har Thorbjørn Olesen endnu ikke lavet en bogey. Det er til gengæld blevet til hele ni birdies, og det placerer ham på en delt tredjeplads med bl.a. Tony Finau som han skal spille med lørdag. Fredagens runde begyndte stille for Olesen inden han med birdies på hul 7 og hul 8 rykkede frem på leaderboardet.

Olesen har været en af de længste fra tee de første dage, men det er især han spil på og omkring green der har været i særklasse. Han har reddet par alle 12 gange han ikke har ramt green, og vinder over seks slag på felt i de to ‘Stroke Gained’ statistikker.

Olesen chippede i fra 30 meter på hul 13, og lavede birdie på hul 14, banens letteste hul, inden han måtte af banen i 45 minutter da han stod på 15 green. Der var torden i området, men pausen påvirkede tydeligvis ikke danskeren. Birdie på hul 16, og igen på hul 18 sendte han op på tredjepladsen.

Han er et slag efter Ludvig Åberg, og fem slag efter suveræne Bob MacIntyre. Skotten har spilet fejlfrit, og roser selv alle dele af sit spil. Med 14 slag under par har han sat ny scoringsrekord efter 36 huller i turneringen.

Med udsigt til dårligt vejr er startiderne lørdag rykket frem, så Olesen skal på banen kl. 17.00 dansk tid, og det er også kl. 17, at sendingen begynder på HBO Max og Eurosport. Se højdepunkter fra anden runde her, og læs om Nanna Koerstz Madsen flotte runde nedenfor:

I Las Vegas har Nanna Koerstz Madsen revancheret de seneste to ugers missede cuts. Hun leverede fredag en af de bedste runder på den smukke, men udfordrende Shadow Creek.

70 slag brugte hun, og det var dagens tredjebedste runde kun overgået af to runder i 69 slag. Det bragte hende op på en delt fjerdeplads, et enkelt slag efter Leona Maguire og Hyo Joo Kim. Sidstnævnte spiller med Koerstz Madsen lørdag i næstsidste to-bold.

Amerikanske Lauren Coughlin er stukket lidt af. Hun har leveret den laveste runde både torsdag og fredag og fører med fem slag foran Maguire og Kim og seks slag foran Nanna Koertsz Madsen.

Smilla Sønderby klarede ikke cuttet i Las Vegas.

Fik du læst...