8-8 står der på de store skærme på Bernardus Golf i Holland efter den anden af tre dage ved Solheim Cup. Det er altså helt lige inden søndagens afgørende 12 singler. Det lignede ellers at Europa skulle have et forsprimg, men det lavede en amerikansk super putte om på til allersidst.
Med danske briller var det lidt af en øv-lørdag. Nanna Koerstz Madsen kom slet ikke på banen efter hun spillede begge matcher fredag. Her tabte hun sammen med Celine Boutier begge sine optrædener, og franske Boutier var del i den allersidste match lørdag uden at imponere.
Team Europe var klædt i gult i dag, så det var måske meget passende at de to svenskere Maja Stark og Linn Grant førte Europa an. Først i foursome hvor de besejrede Korda og Corpuz, og så fik genvalg til fourball og her vandt de igen, og er nu noteret for tre sejre.
Europa vandt foursome-sessionen med 3-1 og kom foran 7-5. Det var Woad og Hull, der tabte, hele 6&5 og de to superstjerner har kun leveret et halvt point i fire forsøg. Skuffende, og en smule overraskende at de ikke blev sparet lørdag eftermiddag.
Eftermiddagens fourballs gave som sagt en svensk sejr og føring på 8-5. De to næste matcher var ‘røde’ næsten hele runden, så det var, ligesom fredag, op til Carlota Ciganda at sikre et europæisk point. Den match bølgede frem og tilbage. Europa kom to op efter seks huller. Det var lige efter 12 huller, men så vandt Europa hul 13 og hul 14, og var på vej mod sejren. Og havde det ikke været for en brandvarm putter hos Jennifer Kupcho, så havde de også vundet. USA vandt hul 15 og 17. Den sidste efter en ægte ‘vildmand’ fra Kupcho. Dermed var de lige op ad 18., og igen rullede Kupcho et langt put i, så det endte med amerikansk sejr.
Dermed 8-8 og helt lige inden singlerne.

