Få 12 udgaver
for kun 799,-

Højgaard i duel om sejren i Houston

Der er 75 spillere i finalefeltet ved Children's Texas Houston Open, men det ser ud til, at vinderen bliver enten Nicolai Højgaard eller Gary Woodland. Woodland fører med et slag foran Højgaard inden søndagens runde. Højgaard har imponeret med 19 birdies og kan blive den første danske PGA Tour-vinder. Duellen afgøres søndag.
Nicolai Højgaard er blot et enkelt slag efter Woodland inden de sidste 18 huller. Foto: Getty Images

Der er 75 spillere med i finalefeltet ved Children’s Texas Houston Open, men efter lørdagens tredje runde er det mest sandsynlige scenarie søndag, at vinderen skal findes mellem Nicolai Højgaard og Gary Woodland. Woodland fører med et enkelt slag foran danskeren inden søndagens afsluttende 18 huller.

Nicolai Højgaard leverede for anden dag i træk den laveste runde på Memorial Park, 63 slag brugte han lørdag, og hentede to af de tre slag som Woodland var foran efter 36 huller. Højgaard er hele fem slag foran sidste års vinder Min Woo Lee og Michael Thorbjornsen, så det ligner en duel mellem den erfarne amerikaner og Nicolai Højgaard.

Højgaard indledte tredje runde med en bogey, men derefter kom der hele otte birdies, han har lavet 19 birdies i alt de første tre dage, og det er alle spillets facetter, der ser ud til at fungere i denne uge. I morgen kan han blive den første danske vinder på PGA Tour.

Gary Woodland var næstbedst af alle i dag, og de to har altså skilt sig ud i forhold til de øvrige i feltet. Mens vi med danske briller hepper på 25-årige Højgaard, så har 41-årige Woodland mange fans sympati. Ikke kun fordi han er amerikaner, blev toer i Houston i fjor, men mest fordi han for få år siden var gennem en alvorlig hjerneoperation og for et par uger siden åbent fortalte, at han efter operationen har fået konstateret PTSD. Hans vej tilbage til topgolf har været, og er stadig, en inspiration, og derfor vil en sejr til Woodland glæde mange.

Duellen mellem de to afgøres søndag aften dansk tid. Thorbjørn Olesen er nummer 18 og på vej mod sit bedste resultat i 2026. Han er blot to slag fra top-10, mens Rasmus Højgaard faldt tilbage og er nummer 45.

Fik du læst...