Thomas Bjørn er ved at færdigspille en forrygende sæson på PGA Tour Champions. Den 54-årige dansker har allerede vundet to gange, og i sent søndag sikrede han sæsonens tredje andenplads ved Dominion Energy Charity Classic. Turneringen er den første i slutspillet på den amerikanske senior tour.
Bjørn begyndte finalerunden fire slag efter Ernie Els, men hentede sydafrikaneren med en runde i 68 slag. Bjørn sluttede med en birdie på par-5 hullet 18., og skulle så vente på Els, der spillede et par bolde bag danskeren.
Mellem Bjørn og Els spillede Justin Leonard, og amerikaneren kunne med en birdie hente Bjørn, og måske fremtvingen et omspil. Leonard nøjedes ikke med birdie, men sluttede med en eagle, og vandt dermed turneringen. Els formåede nemlig ‘kun’ at lave par på hul 18. Dermed vandt Leonard for anden gang i år, og rykker frem på niendepladsen på ranglisten. Bjørn vandt 185.000 dollars, og avancerer en enkelt plads til femtepladsen inden de to afsluttende turneringer på PGA Tour Champions.
Søren Kjeldsen sluttede som nummer 41 og er nummer 21 på ranglisten. Begge danskere er kvalificeret til begge de to afsluttende turneringer. I denne uge spilles Simmons Bank Championship i Arkansas med de 54 bedste fra ranglisten, inden sæsonfinalen spilles i midten af november.

