Få 12 udgaver
for kun 799,-

Lowry holder Skov Olesen bag sig

Jacob Skov Olesen ligger på andenpladsen før finalerunden af Amgen Irish Open, fire slag efter Shane Lowry. Skov Olesen spillede en stærk runde i 66 slag, men mistede momentum på de sidste ni huller. Lowry fører med 16 under par og har fordel af hjemmebanepublikum. Rasmus Højgaard er på sjettepladsen.
Shane Lowry har kurs mod sejren i Irish Open. 17 år efter han vandt turneringen som amatør. Foto: Getty

Jacob Skov Olesen er med helt fremme før finalerunden af Amgen Irish Open. Den 27-årige dansker er alene på andenpladsen og skal søndag forsøge at hente fire slag på hjemmefavoritten Shane Lowry.

Skov Olesen leverede lørdag en stærk runde i 66 slag, seks under par, og nåede samlet 12 under. Lowry var endnu bedre med en 65’er og fører i 16 under par, mens Joaquin Niemann følger på tredjepladsen i ni under.

Danskeren viste især storform på de første ni huller. Han spillede dem fejlfrit i 31 slag og nåede undervejs helt op på siden af Lowry. Højdepunktet kom på det 522 meter lange par-5-hul ottende, hvor Skov Olesen noterede en eagle.

På de sidste ni huller skiftede momentum. Skov Olesen kunne ikke længere udnytte sine muligheder, mens Lowry trak fra med birdies på 10., 12. og 15. hul og samtidig reddede flere vigtige pars på de afsluttende huller. Olesen sluttede desværre med et 3-putt på hul 18.

– Jeg slog mange gode slag og skabte nogle gode muligheder, og jeg udnyttede mange af dem. Men de sidste ni huller var det stik modsatte. Jeg kunne ikke udnytte noget, sagde Skov Olesen.

Opgaven bliver vanskelig søndag. Lowry har ikke alene fire slags forspring, men kan også regne med massiv opbakning fra det irske publikum i Doonbeg. Den tidligere Open-vinder jagter sin anden sejr i Irish Open, 17 år efter han sensationelt vandt turneringen som amatør.

Skov Olesen har dog ikke opgivet håbet om at hente ireren.

– Der skal meget til i morgen. Shane spiller fantastisk, putter godt og har publikum bag sig. Men vi giver det et forsøg og prøver bare at holde os til vores gameplan og se, hvor det bringer os hen.

Rasmus Højgaard er på sjettepladsen, men har hele seks slag op til sin landsmand, og ti slag til Lowry. Rasmus Neergaard er nummer 12, mens Niklas Nørgaard, efter en runde fem slag over par, faldt tilbage til en delt 19. plads. Endelig er Jeff Winther nummer 26.

Fik du læst...