Lucas Bjerregaard har inviteret til danskerfest på Great Northern. Efter en blændende åbningsrunde i 66 slag ligger han på en delt andenplads bare ét slag efter franskmanden Félix Mory ved Danish Golf Championship.
Selv om spillet ikke er ovre, før den fede dame har sunget, må det være en kæmpe opmuntring for den 34-årige frederikshavner.
Der var kun to små pletter på Lucas Bjerregaards scorekort efter torsdagens runde: En bogey på hul 18 (det normale hul 9) efter et ærgerligt tre-putt. Heldigvis havde han på hullet forinden lavet en sikker eagle, så for-9 endte i fem slag under par. Han fulgte det gode spil på de første ni huller op med sikre birdies på hul 10 og hul 13, inden der kom en trist bogey på par 3-hullet 17, hvor par-puttet var få centimeter fra at gå i.
Lucas Bjerregaard har kun deltaget i seks turneringer på DP World Tour i år med en delt 17.-plads ved Estrella Damm Catalunya Championship midt i maj som den bedste placering.
Thorbjørn Olesen, der ligesom Lucas har været med i alle Made in Denmark/Danish Golf Championship siden 2014, lignede indtil sidste hul også en, der ville være med helt fremme i de kunstige, nordøstfynske bakker. Det blev imidlertid ødelagt af en bold i vandet på hul 18. Dermed faldt han tilbage til en 17.-plads, som han blandt andet deler med Martin Simonsen i tre slag under par.


