Få 12 udgaver
for kun 799,-

Nicole klar til comeback

Nicole Broch Estrup vender tilbage til LPGA Tour efter 15 måneders barsel ved Shoprite LPGA Classic i New Jersey. Hun følger sin plan fra et tidligere interview og deltager i en tre-dages turnering. Hendes familie er med, og hun ser frem til at nyde spillet. Emily K. Pedersen deltager også, mens Nanna Koerstz Madsen springer.
Nicole Broch Estrup gør torsdag comeback på LPGA efter hun blev mor sidste år. Foto: Mark Runnacles / LET.

Efter 15 måneders barsel gør Nicole Broch Estrup i den kommende weekend comeback på den amerikanske LPGA Tour. Det sker ved Shoprite LPGA Classic i Galloway (ja, det hedder byen faktisk) i New Jersey.

Med deltagelsen i denne turnering holder den 34-årige Hillerødspiller fuldstændig den plan, hun skitserede for Golfmagasinet i et stort interview i foråret. Hendes tilbagevenden til international topgolf sker på en af de mindre turneringer på tour’en og på en af de få, som kun strækker sig over tre dage, fredag, lørdag og søndag.

På plads i staterne er også sønnen Max, som snart runder sit første år, og gemalen Kasper Estrup, der går caddie for den tyske LPGA-spiller Aline Krauter.

– Vi er landet godt herover og har haft nogle fine første dage, både på golfbanen og som familie. Vi nyder at være afsted sammen. Mine forventninger til turneringen er at gå ud hygge mig helt vildt og nyde at være tilbage på banen, fortæller Nicole Broch Estrup.

Hun får på Bay Course selskab af Emily K. Pedersen, der netop er vendt tilbage til den amerikanske tour efter en alvorlig håndledsskade. De to er med i kampen om en samlet præmiesum på to millioner dollars (12,8 millioner danske kroner). Nanna Koerstz Madsen, som har kæmpet noget med spillet og resultaterne på det seneste, har valgt at springe denne turnering over.

Den forsvarende vinder er amerikaneren Jennifer Kupcho, som tre gange har repræsenteret USA i Solheim Cup.

Fik du læst...