Få 12 udgaver
for kun 799,-

Ny dansker i front i England

Frederik Kjettrup fører English Trophy efter tredje runde med en runde i 67 slag, fem under par, og går ind i finalerunden alene i spidsen. Kjettrup har spillet stabilt med få fejl, hvilket har været afgørende. Efter en vanskelig sæson ser han nu frem til muligheden for sin første sejr i Europa.
Den tidligere LIV-spiller Frederik Kjettrup kan søndag vinde sin første sejr i Europa. Foto: Getty

Kristian Bressum har ført English Trophy efter både første og anden runde, men en tredje runde i par kostede syv placeringer, men der er stadig en dansker øverst på leaderboardet i Reading.

Frederik Kjettrup går ind til finalerunden af English Trophy som alene i spidsen. Den 26-årige dansker begyndte tredje runde ét slag efter de tre førende Aron Zemmer, Kristian Hjort Bressum og Collin Adams, men en runde i 67 slag – fem under par – sendte Kjettrup til tops på leaderboardet.

Kjettrup lavede syv birdies og to bogeys og fortsatte dermed den stabile golf, der har kendetegnet hans uge, og han har ét slags føring med 18 huller tilbage.

– Jeg forsøger bare at spille bolden de rigtige steder, vælge de rigtige mål og slå de rigtige slag. Heldigvis har putteren fungeret godt i denne uge, så det gør det lidt lettere, sagde Kjettrup.

Danskeren kom gennem første runde helt uden bogeys og satte blot ét slag til på anden runde, hvor en 65’er i syv under par bragte ham helt frem i toppen.

På tredje runde kom ugens blot anden bogey på ottende hul, men Kjettrup svarede igen med birdies på niende og tiende. Senere fulgte tre birdies i træk, inden han på 16. hul noterede sin blot tredje bogey i turneringen.

Netop evnen til at holde fejlene på et minimum har været afgørende.

– Jeg kalder det kedelig golf. Nogle gange spiller jeg min bedste golf, når det er kedeligt. Man slår den ind til tre-fire meter, får rullet nogle putts i og laver ikke ret mange bogeys eller fejl. Det kan virke lidt kedeligt, men det er det rigtige at gøre, sagde han.

Kjettrup har ellers haft en vanskelig sæson på HotelPlanner Tour. Inden denne uge havde han kun klaret cuttet én gang i otte starter i 2026. Det var til gengæld ved Blot Play9 i juni, hvor han sluttede på andenpladsen, to slag efter englænderen John Gough.

– De seneste par måneder har helt sikkert været frustrerende. Jeg føler, at jeg hele tiden har forsøgt at forcere det lidt for meget. Derfor prøver jeg i denne uge bare at spille ret kedelig golf. Det er dejligt at klare cuttet og samtidig være med helt fremme, sagde Kjettrup.

Søndag får han nu muligheden for at sikre sig sin første sejr i Europa efter han i sommeren 2024 vandt tre gange som ny pro på PGA Tour Americas inden han valgte at spille LIV Golf i 2025.

– Jeg vil forsøge at gøre det samme, som jeg har gjort hele ugen. Hver uge forsøger man at vinde, så det ville betyde alt. Det er i sidste ende det, vi er herude for, så det ville være virkelig fedt.

Fik du læst...