Få 12 udgaver
for kun 799,-

Skidt dansk start på The Masters

Tre danske golfspillere deltager i Masters for første gang siden 2010, men deres deltagelse kan slutte tidligt, da alle tre skal forbedre sig i anden runde for at klare cuttet. Rasmus Neergaard-Petersen, Rasmus Højgaard og Nicolai Højgaard havde udfordringer i første runde, og de skal jagte birdies for at fortsætte.
Rasmus Højgaard havde en mere end svær dag på golfbanen torsdag, og noterede en 78'er. Foto Chris Condon

For første gang siden 2010 er der tre danskere med til Masters, men den danske deltagelse kan måske være slut allerede fredag aften, for alle tre skal ud og jagte birdies i anden runde hvis de vil klare cuttet.

Debutanten Rasmus Neergaard-Petersen var første dansker på banen, da han 8.02 lokal tid stod klar på første tee, og selvom det var tidligt om morgenen på en torsdag, så kunne han godt mærke Masters-nerverne.

– Jeg synes heller ikke, jeg fik den start, jeg gerne ville have. Jeg var ekstremt nervøs på første hul, og det har været en drøm for mig, så længe jeg kan huske, fortalte han efter runden.

Neergaard-Petersen slog et skidt andetslag på hul 2 og missede efterfølgende et kort putt, der kostede en bogey. Den start fik han ikke rigtig rystet af sig, og efter en række pars kom dagens anden bogey på hul 9. På de sidste fem huller kom der yderligere tre bogeys., blandt andet efter en tur i vandet på hul 15. Ingen birdies, så en runde i 77 slag i hans debut.

– Jeg synes egentlig, jeg gjorde et okay stykke arbejde med bare at blive ved – tage ét skridt ad gangen. Jeg glæder mig til i morgen, og hvis jeg kan blive ved med at rulle puttene, som jeg gjorde i dag – for jeg følte faktisk, at jeg puttede rigtig godt, de ville bare ikke i hul – så er jeg sikker på, at der falder flere putts i i morgen, sagde en altid optimistisk dansker.

Den anden Rasmus, Højgaard, havde også en rigtig øv-dag, hvor især par 5-hullerne kostede. Det er ellers de huller man helst skal udnytte og lave sine birdies på. Men for Højgaard blev de fire par 5-huller spillet i samlet seks slag over par. Bogey, par, trippel- og dobbeltbogey var hans score på de fire huller. På hul 13 var han to gange i vandet, og fortalte bagefter, at dommeren satte ham ‘på klokken’ da han og hans caddie var ved at tage en beslutning om de skulle gå efter green efter et drop. Hvor meget det stressmoment kostede kunne han ikke sige, men indrømmede at fredagens runde skal være helt speciel hvis han skal klare cuttet ligesom i fjor.

– Det blev lidt en tung dag i dag. Jeg synes jeg er lidt under pres hele dagen fordi jeg ikke kom godt fra tee, og så er denne bane bare svær, særlig en tydelig skuffet Højgaard.

Rasmus Højgaard brugte 78 slag og skal mindst fire under par fredag for at klare cuttet. Sidste år spillede han netop anden runde i 67 slag, fem under par, så det er ikke umuligt.

Nicolai Højgaard var sidste dansker på banen, og han fik en bedre start end sine landsmænd. Han var et slag under par efter fem huller, men så sneg der sig hele fem bogeys ind på de næste syv huller. En birdie på hul 9 pyntede lidt på ligesom hans chip-in på hul 13 her:

Desværre blev den flotte eagle fulgt op af en tur i vandet på hul 16 og en dobbeltbogey på scorekortet, og på hul 18 kostede et slag ind i tilskuerne en bogey. Facit for ellers formstærke Nicolai Højgaard – 76 slag – og han skal, ligesom de to andre danskere på birdiejagt for at klare cuttet.

Første runde er fortsat i gang men her kl. 23 dansk tid føres turneringen af Rory McIlroy og Sam Burns. Begge er fem slag under par.

Fik du læst...