Efter lørdagens runde i 73 slag, var der ikke mange, der troede på at Thriston Lawrence kunne genvinde Omega European Masters. Han var hele seks slag efter Paul Casey, men Lawrence leverede en af ugens bedste runder, og satte en score alle de førende skulle jagte.
62 slag og ligesom i runde et og to var der ingen bogeys på kortet. Mens den 29-årige Lawrence ventede i Player Lounge blev det klart, at den 20 år ældre Casey var den eneste reelle udfordrer. Casey har ikke vundet på DP World Tour i over fem år, men hvad der mere imponerende er, at han vandt sin første titel på European Tour for lige over 25 år siden. 25 år, så mange år har ingen spiller haft mellem første og sidste sejr på touren.
Inden hul 18 førte englænderen med et enkelt slag, men var lige ved at slå sit andetslag i vandet. Lidt heldigt hoppede bolden over det lille vandløb, men hans chip endte for kort, og hans putt for sejren smuttede lige forbi.
Casey havde puttet godt på de afgørende huller, og reddede blandt andet en par fra bunkeren på hul 16, men i omspillet ville putteren ikke lege med. To gange havde bolden fat i hulkanten for sejren, men begge gange blev hullet delt i par. På fjerde omspilshul var Casy lidt i problemer efter endnu et skidt chip, men han fik aldrig testet putteren. Lawrende rullede nemlig sit birdieputt i hul og vandt for andet år i træk i de schweiziske alper. Det har kun Ballesteros gjort før ham.
Lawrence har haft en skift sæson på DP World Tour efter han spillede på PGA Tour i 2025. Inden i dag havde han blot to top-10 placeringer, og var uden for top-100 på Race to Dubai. Nu er han nummer 21 på ranglisten, og sikker på at spille med i sæsonfinalen i november.
Rasmus Højgaard var eneste dansker, der klarede cuttet og efter den tredje 66’er i træk endte han som nummer 11 – top slag fra fjerdepladsen på det meget kompakte leaderboard. Han rykker frem som nummer 99 på Race to Dubai.


