“Morning, lads. Welcome to Castlerock,” lød det fra den venlige marshall en tirsdag morgen.
“Which courses are you goin to play here in Northern Ireland? spurgte den i øvrigt humoristisk anlagte marshall og starter nysgerrigt.
“Here today, tomorrow Portstewart and Thursday Portrush,” svarede jeg
“Oh, you have chosen the courses in the right order, gentlemen. Castlerock is the easiest but the friendliest one, Portstewart more difficult, and Portrush is the jewel in the crown.”
Det lyder måske lidt kedeligt og bortset fra banenavnene er velkomsten nok kendt fra mange baner i engelsktalende lande. Men når det bliver udtalt på syngende irsk, hvor nogle af ordene kan være svære at forstå, ved man, at nogle specielle oplevelser venter forude. Vi er i den nordøstlige del af Nordirland, hvor den irske accent i modsætning til hovedstaden Dublin stadig er fremherskende. I denne del af verden er der også et mylder af links-baner, og det var derfor, jeg var kommet.
Selv med flere årtier som golfspiller er jeg i underskud, når det handler om netop links-baner. Når turen er gået udenlandsk, har det oftest været til de sydeuropæiske og asiatiske lande, hvor man altid kan spille i polo og bermudashorts. Hvem vil have en golfferie ødelagt af regn og blæst, som man ofte møder på De britiske Øer?
Det fortryder jeg bittert i dag, og der skulle såmænd kun tre dage i Nordirland til. Rådet er hermed givet videre, og det understøttes af, at nordirerne trods stor økonomisk krise er så utroligt venlige, at de efterlader spanierne langt nede på bagperronen, og selv portugiserne bliver slået med en skinnebredde.
Med marshallens sidste ord ”Du kan få en god score her. Der er enkelte smalle fairways men bred semirough og en overkommelig rough,” begav jeg mig ud på Castlerock’s 18-hullersbane Mussenden opkaldt efter en tempellignende bygning fra 1700-tallet.
Hvis man aldrig har spillet en ægte links-bane eller fået en rigtig fornemmelse af sådan en, behøver I reelt kun at gå op på første tee på Castlerock. Her er en fantastisk udsigt, hvor I kan se, hvordan de enkelte huller bugter sig gennem et bakkefyldt landskab. Bakker beklædt med marehalm og græs, som vel at mærke har ligget der i flere hundrede år og dannede baggrunden for anlægget af banen i 1901. Netop respekten for det usædvanlige landskab betyder, at flertallet af hullerne bøjer enten højre eller venstre i større eller mindre omfang, og at man sjældent har et helt lige leje på fairway.
Vinden blæser lige ind i fjæset
Men naturligvis havde marshallen ret: De fairways, der fra udsigtspunktet så meget smalle ud, er mere menneskelige, når man spiller de enkelte huller. Naturligvis skal man slå nogenlunde lige for at komme hjem med en god score, men det skal man jo også på en skov- eller parkbane. Alligevel er der én kæmpe forskel: Vinden, og i Nordirland er der oftest meget af den. Her er man på intet tidspunkt i læ af træer, vinden blæser ofte lige ind i fjæset, så det er en stor fordel, hvis man med de lange jern kan holde bolden lavt i stedet for at bare at brage den op i vinden med en driver. Spørg bare Søren Kjeldsen, som for 10 år siden vandt Irish Open efter omspil i pivstorm og silende regn ved at benytte netop den taktik.
Castlerock er en links-bane, ingen tvivl om det, men den har tre mangler, hvis det skal være en ”rigtig” links-bane: Der er en begrænset udsigt ud over havet, der har sneget sig vand-i-spil ind på hele fem huller, og det er ikke ni huller den ene vej, og ni huller den anden vej. På 10. teested er man næsten helt tilbage ved klubhuset, og mange steder løber de to sløjfers huller parallelt.
Alligevel vender jeg med sikkerhed tilbage til Castlerock, blandt andet på grund af et fremragende åbningshul og et ditto hul 18. Første hul er 346 yards (315 meter) fra hvid tee (rolig nu, hvid tee her er almindeligt herreteested) dogleg højre. Masser af plads i teeslaget, hvis man holder det under 180 meter. Derfra kan man med et godt fade nå den højtliggende green i to, men som mellemhandicapper kan man godt bide det over. Og husk: Spil aldrig for kort op mod greenen, så ruller bolden stille og roligt tilbage til, hvor du slog den fra!
Afslutningshullet er et rigtigt ”vi-ses-igen-hul”. Par 4, 333 yards (303 meter) igen dogleg højre. Efter et normalt drive for en gennemsnitsgolfer er der cirka 130 meter ind, men her skal andetslaget sidde lige i skabet, så man kan med fordel lægge op. Husk ikke at flække indspillet, for klubhuset ligger så tæt bagved greenen, at det endda er tegnet ind i baneguiden.
Castlerock Golf Club ligger på Nordirlands Causeway Coast og har altid stået i skyggen af Portstewart Golf Club og ikke mindst ikoniske Royal Portrush, hvor den 153. udgave af The Open blev spillet for et par måneder siden. Portstewart Golf Club har heller ikke levet i ubemærkethed, siden den blev stiftet helt tilbage i 1884. Den har gennem årene lagt bane til et hav af britiske mesterskaber, og højdepunktet kom i 2017 med Irish Open og Jon Rahm som vinder.
Altså en mesterskabsbane, jeg nu skulle prøve kræfter med, og selv om jeg faktisk scorede lidt bedre her end på Castlerock, må jeg give marshallen ret: Portstewart er væsentlig sværere, og hele banens design og anlægget omkring er mindst et par niveauer over Castlerock. Det er en ”rigtig” links-bane: Intet vand i spil, en forrygende havudsigt fra mange af hullerne, og vind ind på kryds og tværs
Banen er vildt kuperet med højtliggende teesteder især på for-9, hvilket giver en unik udsigt ud over hullernes forløb – men også behovet for en buggy, hvis det halter bare en smule med konditionen eller bentøjet.
Årsagen til at Portstewart er sværere end Castlerock, er både fairways, rough og bunkere. Fairways er væsentlig smallere, men det opvejes i nogen grad af en kortklippet semirough. Og så alligevel ikke, for med det kortklippede græs ender bolden ofte ude i urten. Her har vi for alvor balladen, for roughen er saftig selv på en lun sommerdag.
Jeg elsker putbunkere
Det sidste sværhedselement er noget, jeg elsker, selv om jeg ofte kommer skidt derfra: De små putbunkere. Jeg har ofte på TV beundret stjernespillerne for at komme både op og frem fra de små bunkere men også set, hvordan de ofte er tvunget til at spille ud til siden eller sågar baglæns for at komme op, fordi bolden ligger helt umuligt i forhold til spilretningen. Selv hvis bolden ligger okay, kan det være næsten umuligt for os gennemsnitsgolfere at få bolden op, primært fordi skrænterne er så høje og stejle. Jeg mærkede på egen krop, at det ikke handler om at satse hele butikken, men huske hvad ens træner har sagt – og så gøre det.
Ærligt: Jeg opgav at tælle antallet af disse bunkere, men der er mange. Rigtig mange, hvilket mine to signaturhuller også vidner om:
Hul 15, et par 3-hul på blot 123 yards (112 meter) fra et højthævet teested, hvorfra man nærmest i fugleperspektiv kan se udfordringerne: Hele fem putbunkere foran og på siden af den forholdsvis lille green.
Afslutningshullet er også noget for masochister. Et langt par 4-hul på 396 yards (360 meter) med seks putbunkere undervejs med byen Portstewart og ikke mindst Det irske Hav tydeligt i baggrunden.
Alene på grund af de to huller vender jeg gerne tilbage til Portstewart. Men jeg tager min egen madpakke med, for i klubrestauranten findes der stort set ikke fast føde til under 20 pund (175 kroner). Med en greenfee på mellem 195 og 285 pund (1688-2467 danske kroner) synes jeg faktisk, at jeg allerede har betalt rigeligt for en dag på golfbanen.
Det er dog peanuts i forhold til, hvad jeg måtte hoste op med for at spille banen, som marshallen fra Castlerock kaldte ”the jewel”, Royal Portrush Golf Club: 420 pund (3635 kroner) i hele perioden april-oktober 2026 på The Open-banen Dunluce Links.
Banens kvalitet og renommé berettiger naturligvis til en højere pris end gennemsnitsbaner, men den bliver formentlig presset yderligere op af stinkende rige amerikanere af irsk afstamning, som flyver ind i deres private jets og lader sig transportere mellem de mest populære baner i helikoptere. De er ligeglade med greenfee-priserne, og mange af dem opfører sig som om, de har købt hele anlægget. Højtråbende, mere eller mindre berusede og uden manerer, som vi har set det blandt tilskuere, når Ryder Cup afvikles i USA.
Der skal heldigvis mere end sådan en flok drengerøve til at ødelægge mit spil, det klarede jeg glimrende selv på Royal Portrush, som er en af de 10 sværeste baner, jeg har spillet i hele mit 45-årige golfliv. Alligevel var det en sand fornøjelse at spille den 137-årige bane fire uger før årets The Open.
Golfmagasinet beskrev den detaljeret i sidste nummer i forbindelse med netop den 153. udgave af The Open, men jeg gentager det gerne i en kortere form:
Her er ingen lette slag
Der er bare ingen lette slag, selv om du er dygtig/heldig nok til at sende din bold lige frem af banen. Hvis ikke de kuperede fairways lader bolden trille ud i semi’en, er det meget, meget sjældent, at du har et lige leje, for fairways bugter sig i alle retninger.
Greens er ekstremt svære. Ofte ligger de højt, og hvis dit indspil bare er en-to meter for kort, kan du være sikker på, at bolden ruller 40-50 meter tilbage. Greens er forholdsvis små, og de er stenhårde, så det er ikke usædvanligt at se selv lavhandicappere putte ud af greenen.
Ved første øjekast på afstand ser roughen overkommelig ud, en smule marehalm. Men når man kommer tættere på, er der en saftig bund, som kan gøre det meget svært at spille bolden. Hvis man da overhovedet finder den.
Som en PGA-pro skrev til mig efter en tur derover skrev til mig: ”To gode råd: Hold dig væk fra urten og brug gerne din putter langt ude fra greens.” Det sidste prøvede jeg med blandet succes, det første var jeg ikke i nærheden af.
Med lidt held kan den gennemsnitlige danske klubgolfer, som bruger hovedet, godt komme hjem i en fornuftig score, men jeg er vildt imponeret over, at Scottie Scheffler kunne vinde The Open i imponerende 17 slag under par, for fra bagklodserne er Royal Portrush et monster. På flere huller gik jeg tilbage på teestedet for at se, hvordan hullerne så ud fra sort tee, og ofte så det ud som om, at de kun havde et frimærke at lande på 270-300 meter ude. Schefflers præstation sættes også i relief af, at han var hele fire slag bedre end runner up Harris English.
Efter de tre nordirske baner er jeg nu klar til at indtage alverdens links-baner. Håber I kommer med.
Da alle tre baner er beliggende tæt ved populære badestrande, er der et mylder af mindre hoteller, hvoraf de fleste har mange år på bagen. Nogle af dem minder lidt om Fawlty Towers (dog uden karakterer som Basil, Sybil, Manuel og Polly).
Jeg boede på hotel Portrush Adelphi, som ligger centralt og kun en lille kilometer fra baren Harbour Bar, hvor bysbarnet Shane Lowry i 2019 fejrede sin sejr ved The Open (også på Royal Portrush) med optræden og en fest, som er gået viralt med en fantastisk video, der viser, hvordan nordirerne fejrer store triumfer.
https://nypost.com/2019/07/22/shane-lowry-celebrates-british-open-win-with-bar-sing-along
Golfmagasinet var inviteret til Nordirland af Tourism Ireland.
