Få 12 udgaver
for kun 799,-

Verdensstjerner i nyt initiativ

Danmark og Norge lancerer årlige landskampe i golf for at styrke nordiske talenter og hylde rivaliseringen mellem landene. Nicolai og Rasmus Højgaard samt Victor Hovland og Kristoffer Reitan vil lede holdene, der består af juniorer, kvindelige spillere og talenter fra forskellige tours. Projektet, kaldet THE VIKING, er et samarbejde mellem GolfPromote og NextUp Golf.
Der er allerede fuld hammer på materialet op til den stjernebesatte landskamp. Illustration: GolfPromote

Med fire verdensklassespillere i spidsen etableres nu årlige landskampe mellem Danmark og Norge i et usædvanligt samarbejde. Formålet er at styrke udviklingen af fremtidens nordiske golfspillere men også at hylde rivaliseringen mellem Danmark og Norge.

Nicolai og Rasmus Højgaard samt Victor Hovland og Kristoffer Reitan bliver kaptajner for de to landshold. De fire stjerner skal spille side om side med juniorer, kvindelige golfspillere og nogle af Nordens største talenter. Hvert land stiller med 12 spillere, som udtages af holdkaptajnerne, til den årlige turneringer, som begynder næste år.

Holdene sammensættes på tværs af generationer og tours og skal afspejle hele den nordiske talentudvikling. Trupperne vil bestå af en kombination af juniorer, kvindelige golfspillere, unge talenter, Spillere fra ECCO Tour, HotelPlanner Tour, DP World Tour og PGA TOUR

Projektet har fået navnet THE VIKING – Battle of the Vikings og er udviklet i et samarbejde mellem danske GolfPromote og norske NextUp Golf.

Det er tydeligt, at det er et samarbejde, både de danske og norske stjerner ser frem til med glæde.

Nicolai Højgaard: ’Jeg ved, hvor meget de rigtige turneringer og det rigtige miljø betyder i starten af en professionel karriere. Derfor synes jeg, det er fedt at være med til at skabe noget, som ikke kun handler om os, der spiller nu, men også om dem, der kommer efter os. Hvis vi samtidig kan skabe en ny tradition mellem Danmark og Norge, er det kun endnu mere spændende.’

Rasmus Højgaard:’Golf har givet os utrolig mange oplevelser rundt omkring i verden. Derfor føles det også naturligt at give noget tilbage til sporten. THE VIKING handler om meget mere end en landskamp – det handler om at være med til at udvikle fremtidens spillere og skabe noget, som kan få betydning mange år frem.’

Viktor Hovland:’Jeg har selv været afhængig af mennesker og turneringer, der troede på mig tidligt i min karriere. Hvis vi kan være med til at skabe endnu flere muligheder for unge spillere i Norden, synes jeg, det er værd at engagere sig i. Samtidig tiltaler det mig, at vi kan kombinere det med den sportslige rivalisering mellem Norge og Danmark.’

Der forlyder i øvrigt ikke noget om, hvorvidt det norske landshold vil ro til matcherne i Danmark.

Fik du læst...